De lå alle 4, Chester, Genie Ergo og Smilla, ude i haven og spiste ben, da Ergo pludselig løb ud til hegnet og alarmerede. Smilla der var i en lille indhegning for sig selv, så hun kunne spise i ro og mag, begyndte også at alarmere voldsomt, og kom ved et uheld til at sluge den benstump hun var i gang med at tygge… den var desværre bare så stor at den satte sig fast på vej ned gennem spiserøret!
Vi ringede straks til dyrlægevagten, og kørte derpå til Maribo for at mødes med den vagthavende dyrlæge.
Smilla blev røntgenfotograferet, 2 billeder af mave og hals, som viste af der sad en knogle fast i spiserøret lige v hjertet. Smilla blev lagt i bedøvelse, og ved hjælp af et stykke slange fik dyrlægen skubbet knoglen ned i Smilla`s mave… nu var der fri passage gennem spiserøret igen…. Pyhh hvor blev vi alle lettet. Dyrlægen mente ikke at der skulle gøres mere nu, og at Smilla selv kunne fordøje knoglen, da hun jo er vandt til at blive fodret med ben!!
Vi vidste heller ikke selv bedre, og troede også at det var ok hvis benet var kommet ned i maven... hun plejer jo ikke at have problemer med at fordøje det rå mad.
Vi blev sendt hjem igen, og aftalte at ringes ved dagen efter, så dyrlægen kunne høre hvordan det gik med Smilla.
Efter den hårde omgang var Smilla naturligvis meget træt, men ellers virkede hun okay. Kun når hun havde spist blev hun skidt tilpas… Man kunne se hun fik lidt ondt i maven, og hun savlede og havde kvalme… men maden blev i hende og efter en times tid kom der ro på igen.
Smilla var med ude at gå ture, og hun har været glad, har også taget sig et par spurte-ture rundt i haven sammen med Ergo… lige som hun plejede!
Smilla spiste lidt mad både lørdag, søndag, mandag og tirsdag, det kom ikke retur de første dage. Hun havde normal afføring, dog ikke så meget, da hun ikke spiste de store portioner!
Jeg valgte at give hende kogt ris og hvid fisk for at skåne hendes spiserør og mave/tarm efter den hårde omgang!
Kim talte med dyrlægen om lørdagen, og hendes tilstand virkede ikke alarmerende... Dyrlægen sagde at hun godt kunne være dårlig i længere tid, og symptomer formentlig var pga. irritation i mave og spiserør.
Tirsdag talte vi igen med den dyrlæge der havde behandlet Smilla, og vi berettede hvordan hun var skidt tilpas når hun havde spist… samt ind i mellem havde kvalme og savlede meget!
Hun anbefalede os at give Smilla noget der hedder Link, da hun mente at hun godt kunne have ridser/småsår i spiserøret, samt irritation i ringmusklen mellem spiserør og mavesæk, så hun mente at der var tilbageløb af mavesyre fra maven op i spiserøret… og derfor kvalmen!
Efter jeg på begyndte behandling med ”link” begyndte Smilla at kaste det meste af den mad hun spiste op. Efter er døgn stoppede jeg med ”link” og hun fik det bedre igen, og kunne igen holde maden i sig…. Jeg gav hende mindre portioner et par gange om dagen.
Smilla virkede faktisk som om hun var bedring.. og efter at jeg gav hende mindre portioner mad, blev hun heller ikke dårlig efter at have spist… hun var glad når vi var ude at gå… og alligevel følte jeg at hun ikke var helt rask…. havde en fornemmelse af at benet måske stadig var i hendes system et eller andet sted. Men som dyrlægen sagde, kunne hun godt være skidt tilpas i længere tid… så derfor skulle vi give hende tid til at komme sig... -Og jeg sagde til mig, at det nok var rigtigt at vi skulle give hende tid til at blive rask igen!
Smilla var langt fra ved at blive rask:
Smillas mavesyre har åbenbart ikke været stærk nok til at fordøje knoglen, der derfor er blevet liggende i Smillas mave, og ikke har kunne komme hverken den ene eller den anden vej. Det betyder at knoglen har lavet sår i Smillas mavesæk. Hun kom sig aldrig, hun havde det skiftevis godt og dårligt ind til fredag nat (en uge efter uheldet med knoglestykket), hvor hun for alvor blev rigtig dårlig.
Ca. 04.45 lørdag morgen vækkede Chester og Ergo mig (de kunne heldigvis mærke at der var brug for mig nu). Smilla lå hjælpeløst på ganggulvet (lige ved siden af soveværelset hvor døren stod åben).
Jeg sover normalt meget let, så hun har ikke bevæget sig meget rundt… eller sagt noget, for så var jeg vågnet. Hun var ikke i stand til at rejse sig, for at komme af med afføring, så hun lå i sit eget bæ… stakkels Smilla, det var så synd for hende.
Jeg fik ringet til dyrlægevagten, og til Kim og kaldt ham hjem fra nattevagt.
Jeg fik gjort hende ren, lagt hende på et tykt tæppe, og pakkede hende ind i endnu et tæppe, hun føltes kold. Fik hende til at indtage lidt vand via en sprøjte… det var hun flink til.
Kim var nu kommet hjem, og jeg sad oppe, sammen med Smilla, på gulvet og aede hendes kind… Hendes øjne udtrykte opgivenhed, og min fornemmelse var at hun var ved at dø. Kim fornemmede det samme!
Ca. 10-15 min efter jeg havde givet hende vand i munden, rejste hun sig pludselig og gik hen og drak en masse vand selv… gik derpå, til vores store overraskelse, selv ned ad trapperne!
Det gav lige pludselig håb… om at hun måske endnu ikke var helt færdig med at være her hos os.
Hun ville ud i haven, men til vores rædsel så vi at hendes afføring var meget sort og blodig, og hun blev igen meget slap og lagde sig ned midt på græsset.
Jeg pakkede Smilla ind i hendes tæpper i bilen og vi kørte, efter anbefaling gennem dyrlægevagt, til Karlslunde Dyrehospital.
Da vi ankom til Karlslunde var hun var stærkt afkræftet, og måtte transporteres ind på hospitalet på en båre. Hun fik drop for at blive stabiliseret, plus der blev taget et par blodprøver. Dyrlægen tog puls og blodtryk. Smilla var i chok, pulsen var meget høj 180, og blodtrykket meget lavt.
Planen var at Smilla skulle igennem en del grundige undersøgelser... bl. a. røntgen, kikkertundersøgelse og formentlig efterfølgene operation, men først når der ankom mere personale ca. 30 min efter vi ankom, og hun ville heller ikke kunne bedøve Smilla før hun var mere stabil... så på dette tidspunkt kunne dyrlægen ikke gøre andet, end det hun allerede havde gjort!
Vi blev sendt ud i venteværelset for at vente på svar på blodprøverne.
Der sad vi så med Smilla, der havde stativ med drop med sig… Heldigvis fik vi lov at være sammen med hende hele tiden, hvilket også var rigtig godt for Smilla, da hun uden tvivl ville være blevet frustreret over at blive adskilt fra os!!
Vi sad i venteværelset med Smilla i ca. 40 min. Hun var træt men til stede… fulgte os med øjnene når vi bevægede os lidt rundt. Vi sad ved hende, og kælede hende ind i mellem… fortalte at vi nok skulle passe på hende… På et tidspunkt begyndte hun at småblunde, og hun virkede afslappet og tryg da jeg satte mig ved hendes hoved, og aede hende mens hun faldt i søvn.
Lige pludselig gik det stærk. Først begyndte hun af pibe… hun fik kraftige mavekramper, og så begyndte hun at bløde ud af endetarmen…. det var det rene blod der løb ud af hende.
Jeg bad Kim om at hente dyrlægen hurtigt… Jeg blev ved Smilla… men vidste ikke mine levende råd, kunne ikke gøre andet end at være der. Da kim var løbet efter dyrlægen, begyndte hun at kaste store mængder blod op… det var meget voldsomt, og det blev bare ved og ved… ”nej nej nej” var det eneste jeg kunne sige, det var så forfærdeligt, og jeg stod bare der og kunne intet gøre… bare se på dette frygtelige syn.
Dyrlægen var kommet, og de stod begge i døren og så hvad der skete... Jeg holdt hænderne oppe for at stoppe Kim, jeg ville ikke have at han skulle se dette… ”du må ikke komme herind” nærmest halvråbte jeg.
”Afliv hende, afliv hende sagde jeg til dyrlægen der nu var nået hen ved siden af Smilla og jeg… ”Hurtigt… afliv hede... skynd jer… stop det nu”, hørte jeg min egen, skælvende stemme sige til dyrlægen.
Jeg holdt mine hænder på Smilla hele tiden, så hun skulle vide at jeg var der… Meget kort tid efter lå Smilla helt stille, hun havde ingen smerter længere, der var fred i hendes øjne…. Hedes lidelser var stoppet!
Hun lå der helt stille nu, hun var død… Men den store klumpede blodpøl der strakte sig frem foran hendes hoved, og det mørke blod der havde flydt ud af hendes tarme, fortalte alt om den tilstand hendes krop havde været i… det var så forfærdeligt, chokerende og helt uvirkeligt.
En lille trøst er, at jeg tror hendes smerter forsvandt da hun begyndte at kaste op…. Jeg kunne se i hendes øjne at hun blev fjern… som om hendes øjne pludselig blev glasagtige, jeg fornemmer at hendes bevidsthed forlod hendes krop på dette tidspunkt.
Det er det mest grusomme både Kim og jeg husker at have set, og vi forstår ikke hvorfor hun skulle videre nu… men heldigvis ved vi, at hun har det godt der hvor hun er nu!
Til minde og en fantastisk hund:
Smilla var en pragtfuld, dejlig hund… hun var så glad og god… hun elskede hvalpe, og hun elskede at leve i sin hundeflok, hun var kærlig og troværdig!
Hendes arbejde sammen med Kim i Københavns havn, var nogle af hendes store opgaver i livet, og hun var den bedste partner Kim kunne ønske sig…
Kim følte sig altid tryg når Smilla var med. Lige så sød og kærlig hun var, lige så vred og stærk kunne hun blive når der var behov for det… Smilla var ikke bange for noget!!
Hvis Kim ikke havde taget Smilla til sig da hun var 2 år, da havde hun endt sit liv allerede der, da hendes tidligere ejere skulle af med hende p.g.a. allergi. Det var da planen at hun skulle aflives, da hun var en stor uopdragen og noget besværlig hund dengang…. Heldigvis flyttede Smilla ind hos Kim… og man kan jo godt sige at han reddede Smillas liv dengang for 4 år siden!
Kim og jeg mødte så hinanden, og efter en tid fik vi en meget harmonisk og velfungerende flok, og det på trods af at Smilla på et tidligere tidspunkt havde svært ved at omgås andre hunde… men det var bare på grund af at hun var blevet misforstået… Smilla var en fornuftig, god og velfungerende hund, og det fik vi heldigvis bevist... til både Smilla og vores fordel... og store glæde ;-) Smilla og vores sheltier var meget glade for hinanden!
Mange af mine hundevenner har været på besøg... og Smilla nød at have selvskab og få nye legekammerater :-)
Også jeg følte mig meget tryg ved at have Smilla i flokken… Jeg vidste at hun altid ville passe på os hvis der skulle være brug for det. Ingen store, gale hunde ville få lov at gøre mine sheltier noget, og ingen uvedkommende ville få lov at trænge ind i vores hjem hvis de skulle holdes ude.
Til gengæld har jeg aldrig set hende vred på noget, hun ikke skulle være vred på.
98 % af tiden var Smilla bare den søde kærlige hund… der elskede at lege og lige så meget at hygge sig i sofaen ;-)
Det viste sig at Smilla også blev rigtig glad for at lege på agilitybanen… Måske var hun ikke den bedst egnende hund til konkurrencesporten, hun var ikke egnet til små snævre buer… men stærkt kunne hun løbe, og højt kunne hun springe!!
Det var rigtig sjovt at lære hende alle forhindringer, dog nåede vi ikke at blive færdig med Slalom, hun kunne den med bøjler på :-) Hun nåede også at lære at løbe hele forløb på banen med 10–15 forhindringer… Bedst af alt… hun synes det var rigtig sjovt.
Smilla kunne løbe fantastisk stærkt… og noget af det bedste hun vidste var ture på stranden…. Her blev hun ikke begrænset, men fik lov at løbe frit.
På de daglige gåture, omkring vores hjem på veje og stier samt skoven, var jeg nødt til at holde hende i snor, da hun kunne finde på at jagte vildt (som her er meget af), og det lykkedes mig aldrig at få hende til at adlyde 100% i denne henseende.. Hvis hun først var i gang med jagten, da kunne jeg ikke stoppe hende… og det er ikke så velset her i sommerhusområdet :-/
Hun gik derfor i en lang sporline, og på den måde kunne hun få lidt mere frihed på de daglige gåture… meeen det er jo ikke det samme som at kunne løbe helt frit på stranden
Heldigvis har vi også en stor have… og den kunne hun også få sig nogle fræseture i.
Når vi så var på stranden… så var hun i ”himlen på jorden” ;-)
Vi vil altid mindes Smilla som den fantastiske, søde, dejlige og smukke hund hun var…
Vi håber hendes sjæl vender tilbage til os i en anden hundekrop… om hun vil.
Vi savner dig Smilla, men respektere at livet går sin gang, og at der er en mening med alting… også når det slet ikke er til at forstå!
Kim og Tina
Jeg glæder mig helt vildt meget til at opleve hvalpene fra denne kombination, tror bestemt det kan blive rigtig interessant... både med hensyn til eksteriør og arbejdsegenskaber... der er superhvalpe på vej :-)
Omkring d. 17 januar bliver min pragtfulde Ergo far endnu engang ;-)
Smukke, smukke, dejlige Frida nyder at vente hvalpe :-) 
Har du interesse i at høre mere om denne kombination, og/eller evt. er interesseret i en af de kommende hvalpe, da kan kennel Ahl kontaktes via e-mail eller telefon som du kan finde på deres hjemmeside: http://www.kennel-ahl.dk/index1.htm - Her kan du også læse mere om deres hunde!
.jpg)
.JPG)
.jpg)
.jpg)
